Deftones mm. (Copenhell) – 11. og 12. Juni – Refshaleøen
by admin on Jun.08, 2010, under Chino Moreno, Copenhell, Deftones, Diamond Eyes, Eros, Refshaleøen

Deftones spiller den 11. juni til Copenhell (595,-)
Københavns nye metalfestival Copenhell har svejset et habilt program sammen. Med navne som Deftones, Megadeth, Suicidal Tendencies, Hatebreed og flere af samme høje metalkarat, skulle der være noget guf for selv det mest kræsne rockhoved.
For os er toppen af helvedesfestivalens kransekage amerikanske Deftones, der er aktuelle med Diamond Eyes, hvis melodiske titelsang du kan høre her.
Fire år er der gået, siden vi sidst hørte nyt fra Chino Moreno og hans tonedøve kammerater. Bandet havde egentlig albummet Eros i støbeskeen allerede i 2007 og 2008, men et grimt trafikuheld i november 2008 kostede bassist Chi Cheng bevidst- og førligheden, og satte indspilningerne i bero. Chi Cheng er den dag i dag stadig ikke kommet rigtigt til bevidsthed, og Deftones har hentet Sergio Vega ind som foreløbig substitut. Eros-albummet blev efterfølgende skrinlagt, og i stedet måtte vi vente helt til dette forår med at høre nyt fra Deftones.
Deftones er bannerførere indenfor aggressiv, alternativ metal, og nogle musikskribenter er gået så langt, som til at kalde dem “metallens svar på Radiohead” – større kompliment er det forbandet svært at få.
Basiru Suso Quartet (MA) – 4. Juni – Jazzhouse
by admin on May.30, 2010, under Basiru Suso, Jazzhouse, Juni, kora, mikkel nordsø

Basiru Suso Quartet spiller den 4. juni i Jazzhouse (100,-)
Er du – ligesom os – en af dem, der af uransagelige årsager ikke får dyrket den afrikanske “koramusik” nok? Og ved du måske ikke engang hvad en “kora” er? Så frygt ej, thi i denne uge får du en gylden mulighed for at rette op på disse utilgivelige mangler!
Jazzhouse får nemlig besøg af en Gambiansk-født, danskboende Malineser (eksotisk ikke?), og denne mand skulle altså kunne give den los på sin kora. Manden hedder Basiru Suso, og en kora er et 21-strenget harpeinstrument, der ifølge Jazzhouses hjemmeside ofte bliver brugt ved bryllupper og barnedåb.
For nu at være hudløst ærlig er det sådan nogenlunde, hvad vi ved om musikeren og musikken, men vi har set og hørt et par videoer med ham. Og det lyder som god sumpermusik med fin nerve.
Specktors – 2. Juni – Pumpehuset
by admin on May.28, 2010, under Broerne Brænder, Distortion, Døden Fra Lübeck, Pumpehuset, Specktors, Tot Copenhagen

Specktors spiller den 2. juni sammen med bl.a. Simian Mobile Disco i Pumpehuset (100,-)
Electrorapperne og drengerøvene i Specktors har en slet skjult forkærlighed for det brændende og sataniske. På deres klart bedste nummer ”Broerne Brænder” sætter de ild til Nørrebro, Vesterbro og Amagerbro, og da de udsendte debutalbummet Shanksville sidste efterår, måtte det naturligvis ske på satans omvendte fødselsdag, den 9. september (9.9.9).
Albummets sange mixer dovendrevne hiphopbeats med simpel vellydende elektro, men det er først og fremmest i teksterne, man finder Specktors kvaliteter. Her eksemplificeret med åbningslinjerne fra ”Broerne Brænder”
En myretue sat i lys lue sender røgsignaler
Klædt i elefanthue lytter de på båltaler
For en neandertaler pudser falske idealer
Men det stadig dem med penge, der ik´ betaler
Rimene og ordene er spækket med humor og selvironisk hiphop-attitude, og de drejer sig blandt andet om kvinder (Hellerup Ansigt, Amar Røv) og døden (Længe Leve De Døde). Tekstreferencerne er også mangfoldige – vi nævner i flæng Jay Z, The Big Lebowski, LL Cool J og Døden Fra Lübeck – alle personer og begreber det giver mening at tro, at Specktors har ladet sig inspirere af.
Bonus-info: To af medlemmerne i Specktors, Martin og Jonas, driver også den übercool tegnstue TOT Copenhagen.
White Rabbits (US) – 2. Juni – Loppen
by admin on May.24, 2010, under Gossip Girl, It´s Frightening, Juni, Loppen, Percussion Gun, White Rabbits
White Rabbits spiller den 2. juni på Loppen (90,-)
Over de sidste par år er hipster-hovedstaden Brooklyn boblet over med nye bands, og måske det næste store navn kunne blive koncertaktuelle White Rabbits. De hvide kaniners henkastede poprock er rig på 60´er-referencer og flerstemnige omkvæd, og det lyder egentlig ikke så ringe.
Bandets to trommeslagere fører sig på de to hidtidige albums frem med gnistrende og indædte rytmer. Tjek f.eks. det flabede og effektive åbningsnummer ”Percussion Gun” fra det seneste album ”It´s Frightening”. Sangtitlen er på ingen måde falsk varebetegnelse.
White Rabbits skal også have point for brugen af den gode gamle pianolyd, som er blevet glemt eller kasseret af snart sagt alle rockbands nu om stunder. Snøft snøft, host host, hark hark.
Bonus info: Percussion Gun er blevet brugt i den supersvedige tv-serie Gossip Girl, der kan nydes på kanal 4. Serien handler om smukke, amerikanske piger, der sladrer om hinanden. Totalt ynglings-koncept!

White Rabbits spiller den 2. juni på Loppen (90,-)
Over de sidste par år er hipster-hovedstaden Brooklyn boblet over med nye bands, og måske det næste store navn kunne blive de koncertaktuelle White Rabbits. De hvide kaniners henkastede poprock er rig på 60´er-referencer og flerstemnige omkvæd, og det lyder egentlig slet ikke så ringe.
Bandets to trommeslagere fører sig på de to hidtidige albums frem med gnistrende og indædte trommerytmer. Tjek f.eks. det flabede og effektive åbningsnummer ”Percussion Gun” fra det seneste album ”It´s Frightening”. En sangtitel der på ingen måde er falsk varebetegnelse!..
White Rabbits skal også have point for deres brug af den gode gamle pianolyd, som er blevet glemt eller kasseret af snart sagt alle rockbands nu om stunder. Snøft snøft, host host, hark hark.
Bonus info: Percussion Gun er blevet brugt i den ”fantastiske” tv-serie Gossip Girl, som kan ses på kanal 4. Serien handler om smukke, amerikanske pigerer der sladrer om hinanden. Totalt ynglings-koncept!
White Rabbits, Loppen d. 2. Juni. (90,-)
De sidste par år er det nærmest væltet ud med nye bands fra den hippe og kreative del af Brooklyn, og det næste store navn kunne sagtens hedde White Rabbits. Hvor mange af de andre bands, som fx Grizzly Bear ville betegnes som ”indie” eller “folkrock”, skiller de hvide kaniner sig ud ved at have en klar pop/rock lyd med et mørkt twist. Der er flere referencer til 60’erne, i både lyden og med deres forkærlighed for flerstemmig sang. Det seks mand store band har ikke mindre end to trommeslager/percussionister, så der lægges en stor vægt på stærke konstante rytmer, som tydeligt høres i singlen ”Percussion gun”, hvis titel jo i sig selv siger en hel del! White Rabbits udmærker sig også i deres brug af den gode, gammeldags pianolyd, som nærmest synes at være glemt af rockbands, i denne synth-og electronica dominerede tid. Det er sgu dejligt at høre!
White Rabbits er aktuelle med deres andet album ”It’s Frightening” og er ved at opnå stor succes i hjemlandet, hvor Percussion Gun blandt andet er blevet brugt i sidste sæson af tv-serien Gossip Girl.
Tiësto (NL) – 29. Maj – Parken
by admin on May.21, 2010, under Adagio For Strings, Ecstasy, Parken, Tiësto, Tjis Verwest, Traffic

Tiësto spiller den 29. maj i Parken (445,-)
Det er let at hade på Tiësto, med hans poppede trance og glatte, drengede udseende. Men når det er fredag aften, og man har fået en sixpack eller et par drinks under techno-vesten, og vennerne pludselig sætter Adagio For Strings eller Traffic på, så bliver det svært at opretholde den afvisende facade. Tiesto´s numre er af svingende kvalitet, men på de bedste rammer han den lige i rø…
Tjis Verwest eller Tiësto har hævet barren for, hvor højt man kan nå som kommerciel trance-DJ, og ordet verdensstjerne er ikke for stort at bruge om denne (flyvende) hollænder, (undskyld, den var fór oplagt).
Tiësto har et trofast dansk publikum, og han har efterhånden besøgt os en del gange, blandt andet i Parken, i Forum og på Roskilde Festival. Ví så ham på festivalen, og var vidne til en dansefest med respektfulde remixes af numre – lige fra Prodigy til Thom Yorke – og med enkelte afstikkere i Tiëstos eget katalog. Festmusik når det er allermest effektivt… Og publikum var da også med på spøgen. I forreste bås var der 80 % dansende dance-freaks, 10 % liderlige snave-par, 5 % testoteron-fyldte slagsbrødre, og 5 % der havde fået lidt godt til næsen eller en pille. Det har Tiësto for øvrigt lavet en sang om. Den hedder og lyder fuldstændig som ecstasy.
Bonus-info: Tiësto har ifølge den danske wiki haft følgende andre kunstnernavne:
Allure, Da Joker, Drumfire, Handover Circuit, Paradise In Dubs, Passenger, Roze, Steve Forte Rio, Stray Dog, Tom Ace, Wild Bunch
Surfer Blood (US) – 25. Maj – Jazzhouse
by admin on May.20, 2010, under Astro Coast, Jazzhouse, Soundvenue Sessions, Surfer Blood, maj

Surfer Blood spiller den 25. maj på Jazzhouse (150,-)
Et sted mellem Beach Boys, The Vines og Modest Mouse finder man lyden af det unge Florida-band Surfer Blood, der spiller surf-pop med rocket kant og skæve smil. Den 25. maj kommer bandet, (der faktisk slet ikke surfer), til Jazzhouse igennem initiativet Soundvenue Sessions.
Soundvenue har i den forbindelse interviewet forsangeren J.P. Pitts, og han er ikke spor bleg for at indrømme ovennævnte inspirationer fra både Brian Wilson og Modest Mouse. Desuden beretter han, at hele debutalbummet Astro Coast er indspillet på et kollegieværelse, og udtrykker at han glæder sig til en mere struktureret studieproces ved næste indspilning. Det synes vi nu ikke nødvendigvis er sådan en kief idé. Meget af charmen ved Surfer Blood er deres upolerede, semirustne guitarlyd. Og hvis det er kollegieværelsets snærende vægge, der har æren for den lyd, kan de for vores skyld sagtens blive ved med at lave deres surfpop-rock under disse spartanske kår.
Surfer Blood er nok ret ligeglade med vores mening, om hvordan de skal indspille. Det kan vi dog godt tilgive dem, så længe de bliver ved med at lave glade, højtidelige hits såsom Swim, og oven i købet forsyner det med en fantastisk musikvideo. Tag en kigger, hvis du er til solskin, pyjamas´er, mænd i kjoler og/eller mænd med Mickey Mouse-ører.
Clipse (US) – 8. Juni – Pumpehuset
by admin on May.19, 2010, under Clipse, Juni, Justin Timberlake, Malice, Pharrell, Pumpehuset, Pusha T

Clipse spiller den 8. Juni i Pumpehuset (250,-)
Malice og Pusha T, aka. brødrene Gene og Terence Thornton fra Clipse, er “Kinda Like A Big Deal“. Ihvertfald hvis man skal tro singlen af samme navn fra deres fjerde og seneste album Till The Casket Drops. Ordet Kinda markerer en flis af beskedenhed og selvbevidsthed, som er velvalgt set i forhold til Clipse´s historie.
Brødrenes lyriske talenter blev opdaget af ingen anden end den senere så berømte Pharrell Williams tilbage i 1993. Og det var med hans Neptunes´ som producere, at Clipse indspillede og sendte debutalbummet “Exclusive Audio Footage” ud i 1997. Albummet blev en mindre fiasko, hvilket dog ikke slog Malice og Pusha T ud.
De har siden banket tre albums sammen, hvoraf især “Hell Hath No Fury” fra 2006 har opnået pæn anerkendelse på trods af begrænsede salgstal. Blandt andet kvitterede Gaffas hårdkogte (nogen gange overkogte) hiphopanmelder Christian Grubert med seks stjerner.
Vi er også ret begejstrede for Clipse, og i denne måned har vi i samarbejde med Pumpehuset fået lov at udlove billetter til koncerten i en konkurrence. Læs mere om det og deltag i konkurrencen her.
Bonus-info: Clipse var med på Justin Timberlake´s første solosingle Like I Love You.
Woven Hand (US) – 23. Maj – Lille Vega
by admin on May.18, 2010, under 16 horsepower, Lille Vega, The Threshing Floor, david eugene edwards, maj, woven hand

Woven Hand spiller den 23. maj i Lille Vega (175,-)
Det religiøse og lettere dystre band Woven Hand er så godt som synonymt med navnet David Eugene Edwards. Han startede bandet som et sideprojekt i 2001, da han spillede i det åndeligt beslægtede 16 Horsepower. Året efter kom det fremragende debutalbum Wowen Hand på gaden, og det anslog en dramatisk rocklyd med kraftig inspiration fra mørk folk og country.
Teksterne er rammet ind af religiøse, kristne temaer, som sine steder tenderer mysticisme. Ofte kredser de om bønner, frelse eller menneskelig svaghed.
På Glass Eye går omkvædet f.eks.:
“Quick to anger and quick to speak
afraid to lose these things not mine to keep
the spirit is willing the flesh is weak”
Sikke en forfriskende svada!
Woven Hand har alle dage været Edwards´ band, og der er blevet skiftet flittigt ud iblandt de andre medlemmer. Blandt andet er bassisten fra 16 Horsepower – Pascal Humbert – blevet hentet ind i 2006. Til koncerten i Lille Vega, der markerer udgivelsen af den nye skive The Threshing Floor, vil Edwards og Humbert være flankeret af Ordy Garrison på trommer, og Jeff Linsenmaier på keyboard.
Her på Byens Toner er vi så ureligiøse og syndige, som man overhovedet kan være. Måske er det netop derfor, vi er så glade for Woven Hands religiøse tekster. Så vi slutter lige af med et par linjer om paradis og Jesus fra sangen Down In Yon Forrest, til at opdrage og inspirere vore syndige sjæle.
“Down at the bed feet there grows a thorn
voices of heaven I hear them sing
it blooms its white blossoms the day he was born
and I love my lord Jesus above anything”
C.V. Jørgensen – 16/20/21/28. Maj – Store Vega
by admin on May.16, 2010, under C.V. Jørgensen, Carsten Valentin Jørgensen, Nationalskjald, Vega, maj

C.V. Jørgensen spiller fire gange i Store Vega mellem den 16. og 28. maj (Alle koncerter er udsolgt)
Vi vil så gerne tage del i hyldesten af C.V. Jørgensen, eller Carsten Valentin Jørgensen som han hedder “rigtigt”. Men hvad nyt kan man skrive om en mand, der i forvejen er så omtalt i de danske kulturmedier? De fleste interessante vinkler er efterhånden prøvede og gennemtærskede.. Nogle journalister tager udganspunkt i C.V.´s foragt for, at blive påsat etiketter a´la Nationalskjald og lignende, andre beskriver mandens liv ud fra kryptiske og mindre kryptiske citater fra hans egne sange.
Idéerne er mange, og artiklerne forskellige, men fælles for dem alle er en enorm respekt for C.V. og hans imponerende bagkatalog.
Her på bloggen er vi ikke spor anderledes, og selvom det kunne være hamrende originalt, kan vi ikke få os selv til at skrive et ondt ord om Carsten Valentin. Dertil nærer vi alt for stor respekt for hans musik og tekster. C.V. Jørgensen tilhører den udsøgte elite af danske sangskrivere, der i en halv linje formår at sætte ord på tanker og følelser, vi selv kun kan drømme om at formulere.
Første gang vi oplevede C.V. Jørgensen live, var i 2003 på Roskilde grønnes scene. Her tryllebandt han med bidende sarkasme, stort vid, og den folkelighed han selv er så lidt for at vedkende sig. At vi ikke er de eneste, der nærer kærlighed til manden, vidner hele fire udsolgte koncerter i Store Vega om. Det skal nok blive godt…
The Slackers (US) – 20. Maj – Loppen
by admin on May.14, 2010, under Dont You Want A Man, Loppen, New York, The Slackers, maj, ska

The Slackers spiller den 20. maj på Loppen (120,-)
“What I am sorry for, is all those wasted days, and all those wasted ways, that I loved you”.
New York-bandet The slackers har i grunden ikke noget at være kede af. Siden 1991 har de touret rundt og spillet det de selv kalder for “Jamaicansk-inspireret Rock N Roll uden dreadlocks” med en vis succes. Hvis du ikke lige synes, at dén kringlede betegnelse siger dig noget, kan du med fordel tænke “Ska” i stedet.
Bevæbnet med fikse hatte, og personlige og politiske sange med en snert af sarkasme, indtager The Slackers de fleste af de scener de angriber uden problemer. Tjek f.eks. denne laidback og cool fremførelse af “Dont You Want A Man“, fra en koncert i London for et års tid siden. Selvom teksterne som oftest er til den melankolske side, er The Slackers, ligesom andre bands i samme genre, en musikalsk oplevelse der bringer smilet frem. Af samme grund vil Byen Stoner helt sikkert være at finde nedenfor scenen, når bandet angriber Loppen om en uges tid.


